Ny parkeringsordning udskydes: Der mangler jern
TÅRNBY: Forsinkede jernleverancer og dermed forsinket levering af skilte betyder, at Tårnby Kommune må udskyde en ny parkeringsordning, der skulle have trådt i kraft 1. december. Det oplyser kommunen.
"Vi må desværre konstatere, at det ikke kan lykkes at få skilte nok hjem til, at parkeringsordningen kan træde i kraft 1. december som planlagt. Det skyldes forsinkede jernleverancer som følge af et marked, der er stærkt præget af usikkerhed i lyset af blandt andet krigen i Ukraine," siger borgmester Allan S. Andersen (S).
Borgerne i kommunen er ifølge TV2 Lorry plaget af flypassagerer, der parkerer udenfor lufthavnsområdet, og pendlere, der parkerer og tager metro og tog ind til København. Derfor vil kommunen indføre nye p-zoner, men borgerne må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
Vestamagerzonen træder som den første i kraft 1, januar, mens den udvidede Kastrupzone og Tårnby Station-zonen begge er klar 1. marts 2023, oplyser kommunen. Indtil da kan beboer- og erhvervslicenser, der står til at udløbe, forlænges gratis.
Ikke kun Tårnby er ramt af problemer med at skaffe jern til skilte. Det er en generel udfordring for skiltebranchen, oplyser Bo Hansen, som er direktør for skiltevirksomheden Seri Q Sign, til TV2 Lorry. Ifølge ham går det dog fremad, og i øvrigt er det ikke noget nyt med ventetid. Derfor opfordrer han kommuner og andre kunder til at bestille i god tid.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.